23948sdkhjf

Historisk butik gik konkurs - og den er ikke alene

Slagtermester Thomas Pedersen er den seneste i rækken, som har måttet tage turen til Skifteretten. Overalt i landet bliver slagter-skilte pillet ned. Og fortsætter det i samme tempo som nu, ved vi, hvornår den sidste slagter lukker

Engang lå de i byer over hele landet. Store som små.

Når kunder gik forbi ude på gaden, sendte de sultne blikke ind ad ruden, for der var både noget at se på, noget at dufte til, og noget at smage på.

Hjemmerøgede pølser, råt kød og varme leverpostejer i skøn forening.

Nu er slagterbutikken en uddøende race. På stribe drejer de nøglen om.

Og der bliver sat tal på, hvornår den sidste slagter kan være fortid.

43-årige Thomas Pedersen er bare den seneste i rækken.

Konkurs efter 105 år

Han understreger, at det ikke er dårlig økonomi, der har taget livet af hans butik, men hensynet til hans eget helbred.

Sikkert og vist er det imidlertid, at Emilievejs Slagterforretning, en af Frederikshavns ældste og mest kendte slagterforretninger med 105 år på bagen, har haft sidste åbningsdag.

Og at selskabet bag netop er taget under konkursbehandling ved Skifteretten i Hjørring.

Efter to år med underskud og et arbejdspres, som til sidst blev for stort.

At en af byens sidste slagterbutikker lukker, er ikke et sjældent syn i Nordjylland. Hjørring mistede sin sidste egentlige slagterforretning for to år siden. I Skagen holder kun Slagter Munch stand.

Og andre byer har lignende fortællinger.

En branche i modvind

De traditionelle slagterbutikker, som især er i konkurrence med de store supermarkeder, har i årtier været en vigende branche.

Hvor der for 15 år siden var anslået 500-600 butikker, er der nu cirka det halve tilbage.

Selv i en berømmet ’madby’ som København står flere store bydele med mange tusinde indbyggere i dag uden traditionelle slagterbutikker.

Og de slagtere, som klarer sig, må i stigende grad ty til mad ud af huset, færdigretter og smørrebrød for at holde forretningen kørende, fordi salget af traditionelle slagtervarer er vigende.

Brancheforeningen FødevareDanmark har tidligere anslået, at hvis udviklingen fortsætter, og antallet af selvstændige slagterforretninger falder med samme hastighed som nu, er der ikke flere tilbage i 2030.

Kroppen advarede ham

For Thomas Pedersen blev 23. september 2024 endestationen.

Han har forsøgt at afhænde Emilievejs Slagterforretning til anden side, men uden held.

- Derfor har jeg været nødt til at træffe den tunge beslutning om at lukke butikken, skriver han i et opslag på Facebook.

Her forklarer han, at arbejdspresset i butikken har været for stort, og at det i længere tid har påvirket hans helbred.

- Jeg har det sidste halve år fået et par advarsler fra min krop, som jeg bliver nødt til at lytte til nu, skriver Thomas Pedersen.

14 medarbejdere har mistet deres job som følge af konkursen. Nu skal kurator Søren Bjerre Bach i gang med at afvikle det, der i 27 år har været Thomas Pedersens arbejdsplads.

Økonomien bag butikken

Emilievejs Slagterforretning kørte med underskud både sidste år og året før.

Egenkapitalen var på lige knap 1,8 millioner kroner, og der var samlet gæld i butikken for 5 millioner kroner. Alt sammen noget, som kurator nu skal til at gøre op.

At Thomas Pedersen forgæves forsøgte at afhænde sin slagterbutik, er – ligesom konkursen – heller ikke usædvanligt.

Landet over har slagtere svært ved at finde købere til butikkerne, når der for eksempel skal generationsskiftes, lyder det fra brancheforeningen Danske Slagtermestre.

Ofte strander det på finansieringen, fordi det kan være svært at få ja af banken til at overtage en slagterforretning.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.097